Den engelske fodboldspiller Jermain Defoe må for anden gang denne sommer forlade en træningslejr på grund af dødsfald i sin nærmeste familie.
Under tragiske omstændigheder måtte Tottenham Hotspurs engelske angriber Jermain Defoe torsdag rejse hjem fra klubbens sæsonforberedende træningsophold i USA.
Det oplyser Premier League-klubben på sin hjemmeside og fortæller samtidig, at årsagen er, at Jermain Defoe modtog den tragiske meddelelse om, at hans kusine Hannah Defoe har mistet livet under en ferie i St. Lucia.
Således rammer kusinens dødsfald kun få måneder efter, at selv samme Jermain Defoe op til sommerens EM-slutrunde måtte forlade den engelske landsholdslejr, da hans far pludseligt afgik ved døden hjemme i England.
På Tottenhams officielle hjemmeside skriver klubben følgende:
- Alle i klubben sender deres dybeste medfølelse til Jermain og hans familie, ligesom alle vores tanker er hos dem i denne triste tid.
Der forelægger endnu ingen oplysninger om, hvorvidt Jermain Defoe i de kommende dage returnerer til USA og deltager i resten af holdets forberedelser frem mod åbningen på Premier League-sæsonen 2012-2013.






