Kan man tillade sig at være utilfreds, når man udlever alle drenges drøm og samtidig tjener millioner? Spørgsmålet rejses i en dokumentarfilm om Martin Laursen.
En nærmest utopisk drømmeverden eller noget så almindeligt som en arbejdsplads. Det afhænger alt sammen af øjnene, der ser. Fodboldens absolutte top er glamourøs, attraktiv og forførende, men den er samtidig benhård, kompromisløs og overfladisk.
Balancen er hårfin. For én mands drøm, er en anden mands hverdag. I en ny film, der fik premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX fredag aften, skildrer filminstruktøren Anthony Tullberg verdenen omkring ’den lille runde’ med ham selv og den tidligere landsholdsspiller Martin Laursen i en delt hovedrolle. Med Laursen som katalysator og bulldozer beskriver ’Me, Myself and Martin Laursen’ en verden som de fleste unge drenge drømmer om, men kun en brøkdel rent faktisk stifter bekendtskab med. Et mytisk og lukket samfund, som kun kan lukkes op med en tidligere stjernespiller i Italien og England som dåseåbner. Entré Martin Laursen.
- Fodboldverdenen er fantastisk. Jeg har fået en lille flig af, hvordan den er på det absolutte topniveau, og den er virkelig fantastisk. Fodboldverdenen er noget specielt. Alle spillere, der er en del af den verden, skal holde kæft og hver eneste dag være så evigt taknemmelige for, at være en del af den. Hver dag, fastslår filmens instruktør Anthony Tullberg.
- Jeg ville gerne lave en fodboldfilm med vægt på de dyder, jeg finder vigtige i fodboldverdenen. Jeg synes, at en fodboldspiller skal være ærgerrig, dedikeret og frem for alt bevidst om, hvor pisseheldig han er. En professionel fodboldspiller har opnået det, som samtlige drenge, jeg kender, drømmer om. Jeg har aldrig mødt en mand, som ikke har drømt om det, som Martin har opnået, fortsætter han.
Martin Laursen, der lagde støvlerne på hylden for tre år siden, var ikke det største talent, da han brød igennem på den nationale fodboldscene i Silkeborg IF nær hjembyen Fårvang. I 1998 blev han solgt til Verona i den italienske Serie A, og blot tre år senere stod han i drømmeklubben AC Milan. På toppen af den verden, ’Me, Myself and Martin Laursen nu portrætterer.
- Jeg har følt mig helt vildt heldig, og det var også derfor, jeg forsøgte at få så meget ud af det som overhovedet muligt, forklarer Laursen over for Berlingske.
Pengene var der i hobetal, de store kampe snublede over hinanden, og Laursen behøvede ikke løfte en finger uden for banen. Alligevel var det her, den tidligere danske landsholdsspiller fik bevis for, at alt ikke er guld og grønne baner på den småkolde fodboldtop.
- Folk tjente let 40-50 millioner kroner om året i AC Milan, og der kom spillere til træning i helikoptere. Træneren havde også sin egen helikopter. Man skal passe på, for man kan sagtens komme til at leve i sin egen verden. Du får alt foræret og har alle muligheder. Ringede du til en restaurant, hvor der var udsolgt, blev der fundet et bord til dig, fortæller Martin Laursen om hverdagen i Italiens modemekka.
Alt det lyder ganske godt. Men medaljen havde en bagside. En kompromisløshed, som kan findes på mange arbejdspladser, men som i en fodboldklub på topplan kan gå over i det mere ekstreme.
- Martin har ikke personligheden til at være en stor fodboldstjerne, men han har formået at bevare sig selv i en verden, som er mere kynisk end alle andre, vi kender, siger filmens instruktør, der også er tidligere fodboldspiller på divisionsniveau.
Kynismen fik Martin Laursen at mærke i AC Milans omklædningsrum i form af drillerier fra de mere scenevante holdkammerater. Laursen havde en blå-lilla Mercedes i stedet for en sort Porsche eller BMW, han gik ikke i Prada og Gucci og havde i det hele taget ikke de samme værdier som Andrea Pirlo, Alessandro Nesta og de andre italienske stjerner. Det fik danskeren at høre for, og på den måde forvandledes en af verdens største fodboldklubber til noget så jordnært som en arbejdsplads med et dårligt kollegialt klima.
- Jeg vil aldrig kalde det mobberi, for de kunne også godt lide mig. De syntes ikke, jeg var en idiot. Det var bare lidt sjov i omklædningsrummet, men jeg havde det ikke godt med det og syntes ikke, det var sjovt, husker Martin Laursen.
- Jeg havde det ikke godt med holdkammeraterne. Jeg var bare trist, og nogen, jeg ikke syntes så godt om, skulle ikke bestemme, hvad jeg skulle køre i og tage på, fortæller den tidligere midterforsvarer.
Der er en forvrængende glasrude mellem fodboldens verden og de udenforstående, der kigger ind i utopien. Me, Myself and Martin Laursen pudser den rude. Filmen kan ses i Cinemateket onsdag den 7. november og i det nye år også på filmens internetside.
