Den tidligere landsholdsspiller, Stig Tøfting, er overbevist om, at Nicklas Bendners promillekørsel får store økonomiske konsekvenser.
Det kommer til at koste Nicklas Bendtner dyrt, at han natten mellem lørdag og søndag blev taget for spirituskørsel ved Gl. Strand i København.
Det spår den tidligere danske landsholdsspiller, Stig Tøfting, i hvert fald.
- Lad mig understrege, at jeg ikke kender sagen til bunds. Er det eksempelvis korrekt, at Bendtner udover at have haft sprit i blodet også har kørt mod færdselsretningen?. Men har han det, bliver han utvivlsomt ramt hårdt på pengepungen, siger Stig Tøfting og tilføjer:
- Selvom nogle af de tidligere sager med Bendtner efter min mening er blevet slået meget stort - og måske også for stort - op i medierne, er det jo ikke første gang, at han dummer sig. Det ved klublederne rundt om i Europa godt. Derfor vil han ved næste kontraktforhandling ikke få en lige så økonomisk givtig aftale, som den han har nu.
Og Stig Tøfting ved hvad han taler om.
- Da jeg selv var aktiv, og var indblandet i et par uheldige episoder, blev jeg tilbudt kontrakt i AGF. Den indeholdt en klausul om, at AGF kunne ophæve den, hvis jeg dummede mig igen. Noget lignende venter Bendtner. For der er ingen klubber, der ønsker spillere, der gang efter gang træder ved siden af, siger Stig Tøfting.
Nicklas Bendtner er iøjeblikket udlejet af engelske Arsenal til italienske Juventus.
- Engelske klubber har ikke tradition for at ophæve spilleres kontrakter i tilfælde som disse. Men jeg kan sagtens forestille mig, at Nicklas Bendtner får en bøde, siger Stig Tøfting, der heller ikke tror, at Nicklas Bendtners landsholdkarriere er i fare.
- Nicklas er langt fra den eneste, der har trådt ved siden af. Og de gange det er sket, har DBU ikke straffet dem med karantæne. Det vil heller ikke ske denne gang, siger Stig Tøfting, der har følgende gode råd til Nicklas Bendtner:
- Han skal til at tage sin karriere alvorlig. Gang på gang siger han, at det vilde natteliv er slut for hans vedkommende. Alligevel går det galt. Jeg tror ikke, at Europas storklubber står på spring til at få ham indlemmet i sine trupper. Hans sæson har været skadesplaget. Det valg han traf ved at sige ja til at blive udlejet til Juventus var ikke fornuftigt. Jeg synes, han skulle være blevet i Arsenal. Her ville han have fået spilletid.
Stig Tøfting ærgrer sig på Nicklas Bendtners vegne over det skete.
- Nicklas er i gang med at genoptræne efter en alvorlig skade. Nu er han i politiets søgelys. Det ville han sikkert gerne have været foruden, siger Stig Tøfting.









