Spillerne skal tage turen med ned i 1. division eller i det mindste holde udmeldingerne for sig selv.
Stig Tøfting er lige som Erik Rasmussen fortid i AGF, hvor han stopper efter at have været assistenttræner i sæsonens sidste fem kampe, men hjertet er stadig hvidt, og nu opfordrer plæneklipperen klubbens spillere til at blive deres kontrakter ud.
- Det er selvfølgelig spillernes egne valgt, og man kan ikke tvinge nogen til at ville spille 1. division. Hvis ikke de vil spille, så er det bedre at komme af med dem, men min holdning er, at hvis man er på kontrakt, så bliver man også og spiller med i 1. division. Vil man ikke det, så siger man det til ledelsen, man går ikke til pressen, siger Stig Tøfting til sporten.dk.
Tidligere er både Peter Graulund og Steffen Rasmussen blevet citeret for at ville væk, hvis klubben rykkede ned, men sådan bør man ikke opføre sig, mener Tøfting.
- Nu ved jeg jo ikke, hvad de har sagt, eller om det passer, hvad der er blevet skrevet om dem. Men generelt er det min holdning, at man holder sådan noget internt, siger Stig Tøfting, der selv har prøvet at spille i den næstbedste række med Randers FC:
- Det er selvfølgelig nogle år siden, men så slemt var det heller ikke, og når AGF spiller på hjemmebane, vil de jo stadig have 10.000 tilskuere i ryggen. Uden at jeg har noget imod Thisted, så er der selvfølgelig ikke lige så mange tilskuere deroppe, men hjemme i Århus bliver der ingen forskel, vurderer Stig Tøfting.








