De har spillet ungdomsfodbold på nogle af verdens bedste fodboldakademier. Desværre klarede de sig ikke gennem nåleøjet til førsteholdet og er i dag vendt hjem til Danmark, hvor de trods deres gode fodbolduddannelse stadig kæmper hårdt for at opnå et gennembrud på seniorniveau. Sporten.dk har taget en snak med tre hjemvendte talenter.
Det er kun fire år siden, han trissede rundt blandt spillere som Cesc Fàbregas, Samir Nasri, Robin van Persie og Emmanuel Adebayor på Arsenals træningsanlæg. I dag er 21-årige Jonas Hebo Rasmussen igen tilbage i Hvidovre, hvor det hele startede. Men drømmen om at nå udlandet igen, den lever stadig.
Tre dage efter sin 16-års fødselsdag vinkede han farvel til familien i Kastrup Luft havn og hoppede ombord på et fly med retningen mod London. Her ventede hans livs eventyr hos én af verdens største talentfabrikker, Arsenal.
- Jeg vidste godt, at der skulle ske noget ekstraordinært, hvis jeg skulle slå igennem hos Arsenal. Men da jeg sad i flyet på vej derover, havde jeg helt sikkert et mål og en tanke om, at det godt kunne ske. Ellers kunne jeg lige så godt havde ladet være.
London-klubben havde givet Jonas en kontrakt gældende for tre år, hvor han ville blive indlogeret hos en plejefamilie og træne med ungdomsholdet hver eneste dag.
- Jeg levede den drøm, man altid havde drømt om. Jeg skulle op om morgenen og træne. Nogle dage var der træning to gange. Jeg kan huske, at de første to måneder var det direkte hjem og sove. Der var altså ikke overskud til at se London eller noget på grund af al den træning.
Talenter overalt
Han kom til klubben, mens ungdomssæsonen lige var påbegyndt. Alligevel fik han hurtigt spillet sig ind på holdet, som talte blandt andre Wojciech Szczęsny, Kieran Gibbs, Emmanuel Frimpong, Francis Coquelin og ikke mindst Jack Wilshere, der alle er på Arsenals førstehold i dag.
- Jeg synes ikke, at der var nogen, der stak ud på holdet den gang. Det var lige meget, hvem der spillede overfor hinanden til træning, så var det lige. Og det var også derfor, at vi vandt stort set alle kampe i ungdomsrækken.
I sin tid på Arsenals ungdomshold var han med til at vinde det såkaldte Premier Academy League, Premier League for ungdomshold. Selv siger han, at intensiteten og det høje niveau til træning var blandt årsagerne til succesen.
- Der blev tit smidt en spiller ind i bad i forhold til i Danmark, fordi to havde været oppe at slås. Man ville bare ikke tabe til træning, især ikke ved de små spil til sidst. Og der kom jo folk fra en masse lande med forskellige kulturer. Men bagefter blev man venner igen.
Afløste Bendtner
Jonas nåede at spille en enkelt træningskamp for førsteholdet, hvor han afløste Nicklas Bendtner ved halvleg. Men erfaringer fra den stjernebesatte førsteholds træning og klubbens mange interne træningskampe har han mange af.
- Man kunne pludselig blev kaldt over til førsteholdets træning, mens man selv var i gang på ungdomsholdet. Det er de helt samme øvelser, jeg havde været vant til på ungdomsholdet, men det foregik godt nok noget hurtigere. - Når først man var i det, så tænkte man ikke lige over det. Men hvis man kaldte på bolden fra Cesc Fàbregas og fik den, så nåede man lige at tænke; hvad fanden! Det er noget jeg altid vil huske, det er helt sikkert.
Småt med spilletid
I England bliver man seniorspiller allerede som 18-årig. For Jonas betød det, at han blev rykket op på reserveholdet, hvor flere førsteholdsspillere var med i holdets kampe. Derfor var køen til fast spilletid oftest stor, og ét år før kontrakten oprindeligt udløb, ønskede Jonas den ophævet.
- Der er bare kun plads til, at der for hver årgang kunne komme en eller to op på førsteholdet. Og der er da selvfølgelig heller ingen tvivl om, jeg i dag hellere ville have spillet Premier League end 2. division.
De to år hos Arsenal gav Jonas en god fodbolduddannelse, og selv fortryder han langt fra, at han tog derover.
- Jeg var rigtig glad for at være der, og jeg ville bare rigtig gerne spille fodbold. Træningsmæssigt var der måske kun to klubber, som var bedre i verden, og lige meget hvor man så hen i Arsenal, så var der jo klassespillere.
Hjem til Danmark
Et udlån til en anden engelsk klub kom aldrig på tale hos Jonas, der ikke følte sig klar til sådan en opgave. Derfor takkede han pænt ja tak, da FC Nordsjælland tilbød ham en plads på deres U/19-hold.
I løbet af et år havde han spillet sig ind i Superligatruppen, og det kastede en fuldtidskontrakt af sig. Men endnu en gang stod folk foran ham i køen til fast spilletid.
- Det var fint at træne, men jeg savnede det der med at komme ind i omklædningsrummet og være en del af holdet. For jeg var en del af truppen, men jeg synes ikke, jeg var en del af holdet. Jeg var sindssyg glad for at være hos FC Nordsjælland, men jeg kom til det punkt, hvor jeg bare ville spille bold, og så var jeg ligeglad med, om jeg så skulle spille gratis.
Tilbage til starten
Det resulterede i, at Jonas i foråret 2011 vendte hjem til barndomsklubben Hvidovre, hvor han i dag er én af holdets bærende kræft er. I den forgangne sæson scorede han hele 18 mål i 2.division Øst i den primære rolle som central midtbanespiller.
- Nu har jeg haft muligheden for at skift e væk til højere rangerende klubber i de to seneste vinduer, og det har også lydt spændende. Men det, jeg vil, er at være fuldtidsspillere. Så indtil da, så tror jeg, at de får det bedste at se fra mig, når jeg spiller i Hvidovre og den måde, vi spiller på.
Tænker han tilbage på tiden og på de holdkammerater, som i dag er kommet igennem nåleøjet hos Arsenal, så kan den høje midtbanespiller ikke lade vær med at trække på smilebåndet over, hvordan marginalerne kan kaste dagens talenter i alle retninger.
- Det er da en kæmpe kontrast, at jeg løber rundt foran maks et par tusinde, når vi for eksempel møder Frem, mens Jack Wilshere løber rundt foran 60.000 på Emirates Stadium. Men jeg håber min chance skal komme, og så skal jeg være klar til at gribe den.
Lige nu er der pause i de danske divisioner, men når de starter op igen, så er Jonas klar til igen at vise sit værd.
- Mit klare mål er at blive fuldtidsspiller og vise, at jeg er god nok til Superligaen og kunne gøre en forskel der. Jeg ved ikke, om det sker inden for et år eller to, men hvis det sker, så skal jeg være klar til gribe chancen.
Jonas har i starten af det nye år trænet med hos FC Nordsjælland og amerikanske Seattle Sounders, men han regner med at blive i Hvidovre.
BLÅ BOG
Født:
Den 1. august 1991
Karrieren indtil nu:
Hvidovre IF: - 2007
Arsenal: 2007-2009
FC Nordsjælland: 2009-2011
Hvidovre IF: 2011-
U-landsholdskampe:
11 kampe og 1 mål
Læs også om Silkeborgs Nicolaj Køhlert, der som ungdomsspillere var på kontrakt hos selveste Liverpool.
Læs også om Mikkel Rygaards tur til Charlton og tilbage til dansk divisionsfodbold her.








