Nicklas Bendtners talsmand bekræfter over for sporten.dk, at Bendtner røg en tur i detentionen.
Da Nicklas Bendtner midt i december udsendte sin undskyldning til venner, familie og øvrige landsmænd, glemte han at fortælle, at han også den 13. september sidste år var blevet anholdt efter en episode på et hotel i England.
Nu bekræfter Nicklas Bendtners rådgiver, Jesper Lynghus, episoden og kan fortælle, at Nicklas Bendtner tilmed blev taget med på politistationen:
- Fodboldmiljøet i England er hårdt. En ophidset fodboldentusiast kastede sig for længe siden over Nicklas i en hotel-lobby. De blev begge to kørt til detentionen, hvor de bagefter blev sendt hjem igen, uden nogen straf, siger Jesper Lynghus om episoden, der ifølge den engelske avis Chronicle Live fandt sted kl. 02.18 om natten.
Mens episoden i Newcastle, hvor Nicklas Bendtner angiveligt skal have øvet hærværk på nogle biler i byens centrum, endnu efterforskes, påpeger Jesper Lynghus, at der denne gang er tale om en mindre forseelse, der dog endnu engang viser, at landsholdsangriberen har meget at lære om livet uden for banen:
- Det er en lille hændelse, men den minder om, at den vigtigste opgave for Nicklas, udenfor fodboldbanen, er at kunne genkende de her situationer, og så venligt trække sig ud, inden de ryger op i en spids. Det er i øvrigt erkendt og beskrevet i det åbne brev, vi sendte ud inden jul. Vi har én vigtig opgave nu og det er at holde fokus på fodbolden – og det går i den helt rigtige retning, som alle kan se, siger Jesper Lynghus.








