Laudrups nye spanske midtbanegeneral Michu er mere end glad for sin debut for klubben og er samtidig begejstret for Michael Laudrups første kamp i spidsen for Swansea.
At Swanseas nye spanske spiller Michu indeholder en stor portion talent var de færreste fodboldiagttagere i tvivl om før Premier League blev skudt i gang lørdag. Omvendt havde de færreste nok også regnet med, at Laudrups nye signing allerede i første kamp ville vise klassen.
Michu scorede til både 1-0 og 2-0 mod QPR, hvor særligt den sidste kasse var noget nær verdensklasse. Spilleren er ydmyg omkring sin egen præstation, og deler samtidig roser ud til sin nye danske manager.
- At score mit første mål for klubben var et dejligt øjeblik for mig personligt. Forhåbentlig kan jeg falde godt ind på holdet og bidrage til at hente de nødvendige point så vi kan blive i Premier League, sagde Michu efter kampen til South Wales Evening Post.
- Manageren (Laudrup red.) havde også debut i dag og jeg er begejstret for ham. Jeg er meget glad for at hans første kamp gik godt, og vi tager en masse selvtillid med fra kampen i dag. Vi kan blive endnu bedre, tilføjede Michu.
Michu scorede i sidste sæson 15 mål for Rayo Vallecano i La Liga.









