Lotte Friis er et hot navn, og svømmedronningen er nu kommet i fornemt selskab.
Verdensmesteren på 800 meter-distancen kan nu se sit navn sammen med Michael Laudrup, Peter Schmeichel, Frank Arnesen og Morten Olsen på sport- og marketingfirmaet f-reklames klientliste.
Marketingfirmaet, der løser opgaver for en lang række af Danmarks mest prominente sportsnavne, har nemlig udvidet stalden til også at omfatte Lotte Friis. Det skal ikke forveksles med velgørenhed, lyder det fra f-reklames direktør.
Den danske svømmer indeholder et kommercielt potentiale af en vis kaliber, og det er derfor, man har lukket Lotte Friis ind i kredsen af guldnavne.
- Lotte er en verdensstjerne indenfor sin sport, som har opnået imponerende resultater. Udover det sportslige er hun meget professionel og sympatisk. Der er ingen tvivl om, at vi ser gode muligheder med Lotte på det danske marked, men svømning er en international sport, som får stor eksponering og har mange udøvere, så der ligger også muligheder udenfor landets grænser, siger direktør Mads Frederiksen.
Selv er verdensmesteren stolt over at have svømmet sig så meget frem i rampelyset.
- Selvfølgelig er jeg stolt over at være i selskab med Laudrup og Arnesen. Det er dejligt, at f-reklame kan se et potentiale i mig. De har været i den branche i mange år, og de ved, hvad de laver, når de arbejder med så prominente navne, forklarer Lotte Friis.
Kontakten mellem marketingfirmaet og Lotte Friis kom i stand til DR's sportsgalla i Herning kort efter nytår, fortæller hun. På det tidspunkt fik Lotte Friis kritik for at nedprioritere svømmetræningen til fordel for underholdningsprogrammet "Vild med dans" og andre offentlige begivenheder.
Sandt var det da også, at hun på et tidspunkt følte sig stresset af henvendelser fra medier og offentligheden. Det pres skal samarbejdet med f-reklame fjerne, forklarer hun.
- De kan hjælpe og støtte mig ved at tage sig af pressen og sørge for, at jeg får sponsorer. En overgang var det min mor, der hjalp mig med det, men jeg føler ikke, det er fair overfor mine forældre, at de skal gøre det.
- Lige nu er det stille og roligt, men jeg tror, der kommer pres på igen op til EM. Så er det rart, at der er nogen, der kan holde styr på skemaet, så jeg ikke skal bruge tid på det selv, og i stedet kan bruge min tid på at svømme og forberede mig til EM til august, forklarer Lotte Friis.
F-reklame har specialiseret sig i at hive guldrandede sponsorkontrakter hjem til sportens navne.
På hjemmesiden oplyser selskabet, at de står bag Michael Laudrups kontrakt med OTA Solgryn og Frank Arnesens aftale med Canal Digital. Begge er sponsoraftaler i sværvægtsklassen. Helt så stort forventer Lotte Friis dog ikke, at det bliver lige med det samme.
- Jeg ved, de arbejder hårdt for at skaffe sponsorer og promovere mig. Det er klart, at de gerne vil sælge mig. Det er derfor, de har taget mig, siger Lotte Friis.
Management-direktøren fortæller, at Lotte Friis' profil er skræddersyet til at reklamere for blandt andet kildevand, vitaminer og hud- og hårplejeprodukter.
- Vi arbejder på flere virksomheder, som har vist interesse, men intet er konkret endnu, siger Mads Frederiksen.








