Quincy Antipas skal løbe fra modstanderne og score masser af mål i foråret
Normalt er det Superligaens forsvarere, der halser efter, når turbomotoren Quincy Antipas eksploderer på de første meter
Denne dag er Sønderjyskes topangriber kommet på en lidt anderledes opgave over for nogle helt andre hestekræfter. Pludselig er det en af Opels hurtigste sportsvogne, som Antipas skal sprinte fra. Sådan må billedet i hvert fald gerne symbolisere, at Antipas har en af ligaens mest toptunede antrit.
Zimbabwe-profilen erkender, at det er hans antrit, der giver ham en fordel i Superligaen.
- Jeg er nok en af de hurtigste i ligaen på de første meter. Over en 100 meter er jeg nok ikke den hurtigste. Det giver mig lige nogle meter foran forsvarerne, og jeg kan godt lide at blive spillet fri i dybden. Jeg scorede tre mål i efteråret, men forventer, at jeg scorer flere mål i foråret, siger Antipas.
Han er i den grad også Sønderjyskes største salgsobjekt, og russiske klubber jagter ham stadig selv kort tid før forårsstarten.
- Jeg føler, at jeg har haft en god optakt til foråret. Jeg føler mig i god form, og har ikke været skadet, så jeg føler mig fit. Jeg håber på et godt forår i Sønderjyske, og det kan måske åbne for muligheden for at komme til en større klub, fortæller turbokongen.
Han blev hentet som en slags usleben diamant i HB Køge, men i Sønderjyske har pilen kun peget fremad.
- Jeg har udviklet mig helt vildt i Sønderjyske. Jeg er blevet mere vant til tempoet i Superligaen, og jeg lærte rigtig meget taktisk under Michael Hemmingsen. siger Antipas.
Efter fotooptagelserne har Antipas en lidt kæk opfordring til ledelsen.
- De må altså meget gerne sponsorere sådan en bil til mig. Jeg har kun en lille Ford nu, så du må gerne skrive, at jeg ville være meget glad for at køre rundt i den bil, siger han og griner.
Tak til www.tegllund.dk for lån af bil









