Hvem er de gamle drenge i Superligaen? Sporten.dk præsenterer dig for klubbernes alderspræsidenter
Jarl-André Storbæk, SønderjyskE, 31 år ( 21/9 1978 )
På ingen måde nogen olding i Superliga-sammenhæng, men alligevel den ældste spiller på SønderjyskEs fighter-mandskab. Netop ankommet til klubben i Haderslev, og stærkt på vej mod de 32 år.
Han er ingen sprinter, så han kan godt se lidt ældre ud, end han i virkeligheden er. Til gengæld kan han spille samtlige pladser i forsvaret, og med en rutine, som kun de færreste besidder.
Prototypen på en norsk beton-forsvarer. Og her spiller alder sjældent en rolle.
Flere norske forsvarslegender har afsluttet deres karriere i en relativt sen alder, og her bliver Jarl-André Storbæk formentlig ingen undtagelse.








