Bokse-bamsen er vred på Sauerland, og Holyfield-kampen hænger i en tynd tråd
Bokse-braget og Super-Brian Nielsens comeback i ringen mod Evander Holyfield synes langt væk.
Opgøret hænger tilsyneladende i en tynd tråd, efter der er gået ged i forhandlingerne mellem boksebamsen og kampens arrangør, den tyske boksestald Sauerland.
Det skriver TV 2 Sporten, der samtidig kan fortælle, at det er de økonomiske forhandlinger, der er stødt på grund. Angiveligt har Sauerland kun tilbudt Brian Nielsen det halve af, hvad han forlangte, og det får bokseren op på barrikaderne.
- Den første dag fortalte jeg, hvad jeg ville have, og det syntes de lød meget godt, og nu tilbyder de mig så det halve. Manden er jo helt idiot, raser Brian Nielsen mod Sauerland ifølte TV 2 Sporten.
- Det kan godt være, at jeg er på røven, men så meget på røven er jeg altså heller ikke.
Fra Sauerland-lejren er tonerne dog noget mere optimistiske.
- Jeg regner med at tale med Brians repræsentanter i dag eller i morgen. Vi er nødt til at se, hvordan det går, for det her er naturligvis også en forretning, og der er nogle spørgsmål, som stadig mangler at blive besvaret. Men fra mit synspunkt så har vi en aftale klar i denne uge eller den kommende, siger Kalle Sauerland.
Super-Brian har dog ikke tænkt sig at bruge den næste uges tid på at vente.
- Du kan sige fra mig, at det kan han fucke ad helvede til med, lyder det fra Brian Nielsen.
- Jeg skal da i gang nu. Jeg skal ikke spilde mere tid. Jeg skal have lavet det ben, og så skal jeg træne for fuld power. Jeg ved ikke, om han regner med, at jeg bare går op i ringen for at få nogle over nakken frivilligt, pointerer Brian Nielsen.
- Jeg ved godt, hvor meget det her kræver af min tid. Jeg har lige fået tvillinger, og med et comeback skal jeg kun tænke på boksning de næste syv måneder, siger Brian Nielsen til TV 2 Sporten.








