En strejke i Londons undergrunds-system kan flytte kampene Arsenal-Wolverhampton og Chelsea-Fulham.
Arsenal overvejer at flytte hjemmekampen mod Wolverhampton Wanderers 2. juledag til dagen efter.
Årsagen er, at den fagforening, der organiserer arbejderne i Londons undergrunds-system, har truet med at strejke 2. juledag.
Det vil betyde, at det kan blive et problem at få folk frem til kampene. 60.000 tilskuere har billet til kampen på Emirates Stadium i det nordlige London, og dertil kommer de 1.000 mennesker, som arbejder for Arsenal på selve kampdagen med at få folk igennem indgangene, sikkerheden o.s.v.
- Klubben er opmærksom på, at der er blevet truet med strejke 26. december. Klubben vil forhøre sig hos de relevante myndigheder, men det er en mulighed, at kampen først spilles dagen efter, lyder det på Arsenals hjemmeside.
Fagforeningen Aslef har udpeget 26. december, 16. januar, 3. februar og 13, februar som mulige strejke-datoer i undergrunds-systemet.
Også Chelseas kamp mod Fulham samme dag kan blive påvirket, ligesom London-klubberne Watford, Millwall, Leyton Orient, Brentford, Wimbledon samt Dagenham & Redbridge har hjemmebane i de øvrige divisioner.








