Den 35-årige forsvarsspiller har skrevet kontrakt med oprykkerne fra Newcastle.
Den tidligere engelske landsholdsstopper, som ikke fik forlænget kontrakten med Arsenal efter sidste sæson, har nu fundet sig en ny arbejdsgiver.
Peter Løvenkrands klub Newcastle har således skrevet en et-årig kontrakt med den fysisk stærke forsvarsspiller i bestræbelserne på at sikre overlevelse. Og Sol Campbell er stolt over aftalen.
- På det her tidspunkt i min karriere kunne jeg ikke lave et bedre skift. At komme til en klub som Newcastle med dens stolte tradition, arv og utrolige opbakning er helt igennem fantastisk for mig, sagde Campbell, da han havde skrevet under med klubben.
Den tidligere Tottenham-forsvarer havde også tilbud fra Celtic og Sunderland.








