Chelsea vil sende Fernando Torres "hjem" til Atletico Madrid. Til gengæld vil London-klubben have columbianske Radamel Falcao
Chelsea vil have en af europæisk fodbolds varmeste angribere, Atletico Madrids Radamel Falcao. Og nu har London-klubben en plan for, hvordan det skal lade sig gøre.
Andre Villas-Boas og co. overvejer således kraftigt at tilbyde Fernando Torres og en stor pose penge til Atletico Madrid for til gengæld at få colombianske Falcao i folden. Det skriver engelske Daily Star.
Fernando Torres har blot scoret tre Premier League-mål, siden han for over et år siden ankom til Chelsea fra Liverpool, men i barndomsklubben Atletico Madrid kan han tænkes at få karrieren på glid igen. Radamel Falcao har til gengæld ikke haft problemer med at score. I sine første 25 kampe siden sommerens skifte fra FC Porto, har den colombianske målmaksine nettet 17 gange.
Chelsea virker sikre på, at det er Falcao, der skal score målene for klubben i de kommende år. Manager André Villas-Boas, der havde angriberen under sine vinger i FC Porto i sidste sæson, presser på for en handel, og det samme gør klubbens spejdere efter tre måneders tæt overvågning af den 25-årige skarpretter. Så det sidste ord er næppe sagt i denne sag.
tipsbladet.dk








