Første sejr til Ståle Solbakken. FC Köln vendte 2-3 mod HSV til 4-3.
Så fik FC Köln sin første sejr, og træner Ståle Solbakken fik lidt ro på bagsmækken efter megen kritik.
Holdet vandt ude 4-3 over HSV, der også har fået en dårlig start.
Kampen bølgede frem og tilbage, og efter at Mladen Petric havde bragt Hamburger SV foran, så fik FC Köln både udlignet og bragt sig foran.
Med to scoringer inden for fire minutter så det pludselig igen ud til, at HSV ville tage alle tre point, men FC Köln viste høj moral og kom igen til sidst.
Christian Clemens udlignede til 3-3 seks minutter før tid, og til sidst udnyttede Kevin McKenna en fæl fejl af HSVs målmand, Jaroslav Drobny, til at sikre FC Köln alle tre point.
Dermed er FC Köln over nedrykningsstregen, mens Hamburger SV er sidst. Det er noget af en streg i regningen for den klub, der har danske Frank Arnesen som sportsdirektør, og som iøvrigt som den eneste klub har været med i Bundesligaen lige siden starten i 1963.
I de øvrige kampe vandt Bayern München 3-0 i Kaiserslautern, SC Freiburg vandt med de samme cifre over VfL Wolfsburg, mens FC Nürnberg slog oprykkerne FC Augsburg 1-0 i et lokalopgør. Werder Bremen vandt 2-1 ude over Hoffenheim.
I den sene kamp spillede sidste års vicemestre, Bayer Leverkusen, 0-0 hjemme mod sidste års mestre, Borussia Dortmund.








