Ståle Solbakkens FC Köln førte 2-0 i Bremen, men så slog Claudio Pizarro til med et hattrick.
FC Köln var på vej til tre ret uventede point, da holdet lørdag var på besøg i Bremen, men det hele sluttede 3-2 til Werder mod ti Köln-spillere.
Christian Clemens bragte Ståle Solbakkens udvalgte foran allerede efter tre minutters spil, og kort før pausen fuldbyrdede stjernen Lukas Podolski en glimrende FC Köln-halvleg.
Men fire minutter ind i anden halvleg reducerede Claudio Pizarro, og tre minutter senere væltede gæsternes korthus for alvor.
FC Kölns Henrique Sereno trak i nødbremsen over for Markus Rosenberg og fik det røde kort. Da forseelsen oven i købet foregik i straffesparksfeltet, sørgede Claudio Pizarro for et mål fra ellevemeter-pletten og dermed 2-2.
De ti kølnere så ud til at kunne fighte uafgjort hjem, men fire minutter før tid slog Werder til igen.
Efter et indlæg fra Aaron Hunt forlængede Markus Rosenberg med hovedet bolden hen til Claudio Pizarro - hvem ellers - og peruvianeren sørgede for hattrick og Werder-sejr.
Det var anden sejr til Werder Bremen på stribe, og de forsvarende mestre fra Borussia Dortmund er også for alvor kommet i omdrejninger. Holdet vandt 5-1 hjemme over VfL Wolfsburg, og Borussia Mönchengladbach vandt 2-1 ude over Hertha Berlin, efter at de ellers var kommet bagud.
De to Borussia'er og Werder puster dermed Bayern München i nakken i Bundesligaen, inden holdet søndag skal møde FC Augsburg på udebane.
Lørdagens to sidste tidlige kampe - SC Freiburg mod FC Nürnberg og Hoffenheim - FC Kaiserslautern - sluttede begge 1-1.
Den sene kamp stod mellem Bayer Leverkusen og Hamburger SV, og den sluttede også remis - nemlig 2-2. Bayer Leverkusen var ellers foran 2-0.








