Selv om der er kommet point på kontoen, er sædet stadig varmt under Ståle Solbakken i Köln.
Indtil denne weekend har Ståle Solbakkens hverdag set nogenlunde således ud:
Fodbold, fodbold, kulturopbygning, fodbold, hotel, roomservice, fodbold, fodbold, møde, fodbold.
Det er ham selv, der beskriver det sådan, men fra nu skulle det gerne blive anderledes.
I løbet af weekenden flytter Ståle Solbakken med sin kone og deres tre børn endelig ind i et hus 10 minutter fra FC Kölns træningsanlæg og børnenes internationale skole.
- Så skulle hverdagen gerne blive lidt mere normal. Indtil nu, mens jeg har været hernede og boet på hotel alene, har det været noget ensporet. Jeg har arbejdet rigtig meget, for der har været mange ting at tage fat på.
Klubben har haft 14 trænere på 10 år, og det har gjort, at jeg har skullet i gang med at opbygge en helt ny kultur, siger Solbakken.
- Med de mange trænere, der har været i klubben, har truppen været fejlagtigt sammensat.
Hver træner har fået sine ønskespillere, og jeg synes, vi har fået en mere homogen trup,siger Solbakken, der har skåret Köln-truppen ned fra 39 til 29 spillere.
En af hans første handlinger i den retning var, at han fratog Lukas Podolski anførerbindet, hvilket gav et ramaskrig i Köln.
- Han er en stjerne i hele Köln. Byens største helt. Det lagde et stort pres på ham. Han har levet meget på sit instinkt, på at være en god fodboldspiller, men jeg syntes, han trængte til mere frihed, og jeg ville ikke have, at det var Lukas, Lukas, Lukas hele tiden. Han ville gerne have beholdt anførerbindet, men i en så stor by, hvor der ikke er andre fodboldklubber, hvor der er fire lokale aviser udover de store landsdækkende tabloidaviser, da var der brug for flere spillere øverst i hierarkiet til at bære presset.
På sigt tror jeg, det vil gavne klubben, siger Ståle Solbakken, men tilføjer selvironisk:
- Men lige på det tidspunkt var jeg nok ikke byens mest populære mand.
Det var han heller ikke, da FC Köln efter to kampe stadig stod noteret for nul point, og både medier, fans og han selv talte om fyring som en reel mulighed, men bedre er det blevet, da der nu er kommet fire point på kontoen.
Så nu føler du dig sikker i sædet, forstår jeg?
- Nej! Haha. Jeg kan sagtens se, at tingene kunne ændre sig, hvis vi taber hjemme til Nürnberg. Så er jeg fyringstruet igen, siger Ståle Solbakken
FC Köln-FC Nürnberg Eurosport 2 kl. 15.30








