Ståle Solbakken har prøvet lidt af hvert i løbet af sine første måneder som Wolverhampton-manager.
Ståle Solbakkens tid i Wolverhampton har været noget af en rutsjebanetur - en tur, der oftest har haft kurs nedad. I skrivende stund er Premier League-nedrykkerne placeret på en uhyre skuffende 17. plads i Englands næstbedste fodboldrække.
Wolverhampton fik en fremragende start på sæsonen og lå på et tidspunkt på tredjepladsen, men siden da er holdet altså styrtdykket i The Championship, og i de seneste otte kampe er det ikke lykkedes den tidligere FC København-træner at føre sit hold til sejr. Nu er han begyndt at mærke presset.
- Vi er allerede gået igennem alle faser i denne sæson. Vi fik en svært start, men slog tilbage og var kongerne af Wolverhampton i nogle uger. Nu er vi bare idioter, men vi kan slå tilbage igen, siger Ståle Solbakken til Express and Star og tilføjer:
- Det er vigtigt, at vi gør det sammen og ikke bare går efter de enkle løsninger. Vi må se os selv i spejlet.
Wolverhampton møder senere tirsdag aften Millwall, som er placeret på sjettepladsen i The Championship.
tipsbladet.dk









