Mandag var der fiesta i Spanien, da landsholdet kom tilbage med EM-trofæet i bagagen.
Søndag aften skrev det spanske landshold fodboldhistorie, da Vicente del Bosques mandskab efter en 4-0 sejr over Italien vandt den tredje slutrunde i træk som det første hold nogensinde. Mandag vendte spillerne hjem til Spanien, og her blev de hyldet som sande helte.
Og det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, hvor mange måneder den spanske befolkning har været tynget af økonomiske bekymringer. Alt det var imidlertid forvandlet til eufori, da nationalheltene igen fik spansk jord under fødderne efter ugerne i Polen og Ukraine.
Den folkelige opbakning til det spanske landshold var gigantisk, særligt i hovedstaden Madrid da spillerne her deltog i en kæmpe sejrsparade.
Folk stod tæt pakket for at hylde landsholdet og med en bagende sol ned over Madrid, var det nødvendigt at oversprøjte menneskemængden med vand for at undgå tilfælde med hedeslag.
Som en del af hyldesten var kongerne af fodbold-Europa desuden forbi paladset La Zarzuela, hvor kongen af Spanien, Juan Carlos, var klar til at lykønske spillerne og træner Vicente del Bosque.
I den forbindelse blev der også tid til, at småprinsesserne Leonor og Sofia kunne få lov til at se nærmere på det otte kilo tunge EM-trofæ.









