Nicklas Bendtner er selv for længst blevet millionær på at spille fodbold, men har alligevel svært ved at acceptere så store beløb, som de 694  mio. kr. Real Madrid betaler for Cristiano Ronaldo.

- Det er et vanvittigt beløb i min verden. Det er faktisk uforståeligt for mig, at én person kan være så mange penge værd, og det føles helt forkert, rent menneskeligt. Men der er jo nok en ide med det hele, rent økonomisk, indrømmer Nicklas Bendtner overfor B.T.

Selv har han status af stjerne med fast plads på det danske landshold og med masser af mål – 16 i sidste sæson – og godt med spilletid i storklubben Arsenal, hvor han sammen med brasilianske Denilson har spillet flest kampe af alle i truppen.

Alligevel er der et stykke op til den status, som Cristiano Ronaldo har scoret, tryllet og charmeret sig til.

De to har ofte stået på samme fodboldbane, men på hvert sit hold, og den 21-årige dansker med den supersunde selvtillid og vidunderlige vindervilje er for en sjælden gangs skyld yderst imponeret af en modstander.

- For mig er Cristiano Ronaldo måske verdens allerbedste spiller – eller i hvert fald én af dem. Han har bevist det i flere år for Manchester United i både Premier League og Champions League med virkeligt mange mål, og generelt kan han bare det hele, fortæller Nicklas Bendtner

Han trækker lidt på spørgsmålet om, hvorvidt portugiseren vil vise sig at være de voldsomt mange penge værd for Real Madrid i næste sæson efter den ekstravagante handel.

- Når vi taler om så store beløb, er det svært at sige, for så skal der altså leveres noget for pengene. Men han har helt klart betydet utroligt meget for Manchester United og har givet dem mange ekstra point med sit spil og sine mål, der tit bliver scoret helt ud af det blå og uden, at holdet egentlig har skabt en chance til ham, siger Nicklas Bendtner.

Nu kan Arsenal-angriberen så håbe, at Cristiano Ronaldos farvel til mestrene fra Manchester betyder, at andre hold igen kan klatre til tops på den engelske klubtrone.

For Arsenal hører naturligvis til blandt de nærmeste forfølgere sammen med Liverpool og Chelsea.

- Når der er så store beløb på bordet, er det svært at sige nej til at sælge en spiller, så jeg forstår godt handlen. Men Cristiano Ronaldo har været en stor personlighed for Manchester United, og de vil godt kunne mærke tabet af ham. Det betyder dog ikke umiddelbart noget for os i Arsenal, for vi skal først og fremmest koncentrere os om vore egne spillere og vores eget spil, hvis vi skal udfordre om mesterskabet. Og United er meget mere end kun Ronaldo. Så stor en klub har mange andre klassespillere, og mon ikke også de får købt stort ind igen, så der er andre, der kan tage over efter ham, tror Nicklas Bendtner.

Netop nu holder han sommerferie hjemme i Danmark inden et par udenlandsrejser med henholdsvis venner og familie, og i starten af juli er der så sæson-opstart i London hos Arsenal.

Til en sæson med Manchester United som direkte rival – men uden Cristiano Ronaldo.
 

Send til en ven


Tak fordi du tipper om indhold på sporten.dk.

Du kan sende til flere ved at indtaste flere email-adresser med komma i mellem. Dog max 10 forskellige.