Thomas Sørensen og Stoke møder lørdag Sunderland i Premier League.
Sunderland har Sørensens tidligere manager Martin O’Neill på trænerbænken som i deres fælles tid i Aston Villa frøs danskeren ud af klubben.
Den danske landsholdsspiller bærer dog ikke nag trods den ufine behandling.
- Sket er sket. Jeg følte bare ikke, jeg fik den behandling dengang som jeg fortjente, siger målmanden til Radio BBC Stoke.
- Det ændrer ikke på, at jeg mener, han er en fantastisk dygtig manager. Det har han allerede bevist på kort tid i Sunderland, og det er fantastisk, at han har fået gang i klubben deroppe, siger Thomas Sørensen.
Den 35-årige keeper har tidligere optrådt for netop Sunderland. Og Sørensen og holdkammeraterne kommer på en hård opgave mod Sunderland. Siden O’Neill tog over efter fyrede Steve Bruce har The Black Cats vundet fem ud af ni kampe.








