Viborg FF drømte om oprykning til SAS Ligaen. Men klubben og træner Søren Frederiksen vågnede brat op til en ny sæson i 1. division. Og nu kan træneren slet ikke sove.
Man siger ofte i krisetider, at livet går videre. Men oppe i Viborg sidder Søren Frederiksen og har lidt svært ved at få de eksistentielle hjul op i omdrejninger igen efter Viborg FFs kiksede oprykning til SAS Ligaen.
- Jeg har næsten ikke sovet i maj måned, siger Viborg-træneren til Ekstra Bladet og giver udtryk for, at han er virkelig hårdt ramt af, at han ikke levede op til rollen som redningsmand, efter han i april trådte til som afløser for den fyrede træner Hans Eklund.
- Jeg havde aldrig sagt ja, hvis jeg ikke troede på, at vi kom op. Aldrig. Det var ti kampe. Dem skulle jeg nok klare. Jeg er en god træner og har en masse at bidrage med. Desværre er det ikke kommet til udtryk på banen, siger den nedtrykte træner til avisen.
Han lægger ikke skjul på, at den kiksede oprykning bejler til titlen som karrierens største nedtur.
- Jeg har oplevet mange ting, men det her tærer virkelig på kræfterne og er værre end noget andet. Jeg er ekstremt ked af, at jeg har skuffet så mange mennesker, siger Søren Frederiksen til Ekstra Bladet, der tillige kan fortælle, at Frederiksen i næste sæson vender tilbage til rollen som assistent.








