Wesley Sneijder har flere gange slået fast, at han bliver i Inter. Nu banker han igen alle rygter om et skifte til England til jorden
Inter-stjernen Wesley Sneijder er på blokken i de to Manchester-klubber, City og United, der kæmper en indædt kamp om det engelske mesterskab. Samtidig kæmper de om den hollandske midtbanestjernes gunst.
Sneijder og hans agent Søren Lerby har flere gange slået fast, at et klubskifte ikke kommer på tale i januar. Alligevel vil rygterne ikke dø, og derfor må Wesley Sneijder igen og igen forholde sig til dem. Senest efter Inters sejr over Lazio i går.
- Jeg er i god form, og jeg føler mig godt tilpas. Fremtiden? Jeg bliver i Inter, jeg har det godt her. Hvor lang tid er der igen af transfervinduet? En uge, ikke? Jeg bliver her, siger Wesley Sneijder.
27-årige Wesley Sneijder har spillet i Inter siden 2009, hvor han skiftede fra spanske Real Madrid.
tipsbladet.dk








