Swanseas Ashley Williams vil ikke blive straffet for at sparke en bold i hovedet på Robin Van Persie fra klods hold. Samtidig får Michael Laudrups anfører støtte fra flere andre managers i Premier League.
Det engelske fodboldforbund (FA, red.) vil ikke gribe ind over for Swansea City-forsvareren Ashley Williams for at sparke en bold i baghovedet på Manchester Uniteds Robin van Persie. Det skriver The Guardian.
Manchester Uniteds manager Sir Alex Ferguson havde ellers opfordret FA at udelukke Ashley Williams i lang tid og hævdede, at Robin Van Persie 'kunne være blevet dræbt' ved episoden.
Men FA vil ikke iværksætte en disciplinærsag mod den walisiske landsholdsspiller, der har benægtet alle ondsindede hensigter.
Robin Van Persie blev ramt på bagsiden af hovedet på klods hold, mens han lå på jorden efter at være faldet, men var alligevel i stand til at fortsætte uden behandling. Williams fik en advarsel for episoden.
Tirsdag var flere managers i Premier League ude og bakke Ashley Williams op. Wigan Athletics manager, Roberto Martinez, der trænede Wiiliams, da han selv stod i spidsen for Swansea, har sagt, at forsvareren 'ikke er en svinsk fodboldspiller.'
- Når man ser på hændelsen, er det en meget, meget farlig situation, men jeg hentede selv Ashley Williams til Swansea, og jeg kender hans karakter ud og ind. Jeg kan garantere dig, at han ikke er en svinsk fodboldspiller. Han er en vinder og fuldt engageret, en leder og en kaptajn, og jeg er ikke et sekund tvivl om, at han ikke gjorde det med vilje, siger Roberto Matinez.
Liverpools manager, Brendan Rodgers, der trænede Williams på Liberty Stadium indtil i sommers, mener ligeledes, at hændelsen er blevet blæst ud af proportioner.
- Jeg tror, der er blevet gjort mere ud af det, end hvad det egentlig var, siger Rodgers.
- Det ser ikke godt ud for Ashley, men jeg kender ham godt, og det er bare et split-sekund. Du kan se, at han forsøger at få bolden væk og desværre rammer han Van Persie på bagsiden af hovedet.
Queens Park Rangers' manager, Harry Redknapp, forsvarer også Williams og afviser Fergusons påstand om, at Van Persie er heldig at være i live.
- Jeg kan ikke se, hvordan han kunne være blevet dræbt. Jeg har set værre ting på en fodboldbane, siger Harry Redknapp ifølge The Guardian.










