Simon Kvamm fra Nephew har tillid til Nicklas Bendtner som rock-sanger.
Mandag aften skal landsholdet indspille den officielle slagsang, som Simon Kvamm står bag. Og det glæder Nephew-forsangeren sig til.
Hvem af spillerne kan rocke?
- Bendtner er i sin attitude temmelig meget rock'n'roll. Nu må vi så se, om han kan præstere foran mikrofonen. En ting er at kunne det i boksen, men med en mikrofon og et par kritiske øjne, der venter på, at de rigtige toner kommer ud, så må vi se, om han står op for det, eller falder ned med et brag. Ellers må vi have gang i autotune, svarer Simon Kvamm.
Hvad er dine forventninger til aftenens optagelser?
- Nu vil vi forsøge at indspille noget, hvor de alle synger sammen. Men der er også otte af dem, der skal synge alene, fortæller Simon Kvamm, som gerne sætter navne på nogle af dem, der går solo: Thomas Sørensen, Per Krøldrup, Dennis Rommedahl, Michael Silberbauer og altså Nicklas Bendtner.
- De spillere, der skal synge solo, har selv bedt om lov til det, fortæller Simon Kvamm.
Titlen på den danske VM-sang kommer til at blive "The Danish Way to Rock".








