Simon Kjær kan godt forestille sig at blive i Wolfsburg, selvom han tidligere har sagt, at han ikke ville tilbage til klubben.
Simon Kjær var klar i mælet, da han midt i maj luftede sine tanker om en retur til Wolfsburg.
- Jeg skal absolut ikke tilbage dertil, det er helt sikkert, sagde han dengang til Jyllands-Posten.
Tirsdag var han så tilbage på det sted, han ikke skulle tilbage til. Han havde således første træningsdag i Wolfsburg, hvor han ellers har haft problemer med træner Felix Magath. Han er dog fortrøstningsfuld omkring sin situation.
- Det har jeg det fint med. Selvfølgelig er det da en lille smule komisk. Men sådan er virkeligheden nu engang. Jeg kom mandag aften og har kun fået hilst kort på holdkammeraterne. Nu er jeg startet på en frisk. Jeg har slået en streg over det gamle og griber selvfølgelig tingene professionelt an, siger Simon Kjær til Ekstra Bladet.
Han kan godt forestille sig at være i Wolfsburg, når transfervinduet lukker om halvanden måneds tid.
- Ja, som tingene ser ud lige nu, så kan jeg godt. Men det er klart, at hvis begge parter bliver enige om at gå hver til sit, så er det en helt anden situation. Men sådan ser det ikke ud her og nu. Der er rigtig mange ting, der skal gå op i en højere enhed, hvis jeg skal væk, siger Simon Kjær.
Forsvarsspilleren var i sidste sæson udlejet til Roma, men den italienske klub har meldt ud, at man ikke har tænkt sig at forlænge samarbejdet.
tipsbladet.dk









