Sampdoria jagter Emil Larsen. OB og FCM lurer også.
Emil Larsen er ikke Lyngby-spiller ret meget længere. Som BT tidligere har fortalt, så er kantspilleren et emne i OB og FC Midtjylland, men den duo får nu artig konkurrence.
Den italienske traditionsklub Sampdoria, som igen er at finde i Serie A efter et år i Serie B, har ifølge BTs oplysninger meldt sig på banen, og dialogen mellem Genoa-klubben og Lundtoftevej i Lyngby beskrives af kilder som ’varm’.
Prisen menes at ligge i omegnen af fem til seks millioner kroner eksklusiv videresalgs og præstationsklausuler.
Sporten.dk fanger Lyngbys manager Niels Frederiksen på mobilen på vej til Tyskland, hvor Lyngby skal i træningslejr.
- Det bliver et standardsvar. Jeg har ingen kommentar, når det angår personaleforhold, siger han.
Det lyder som sportschefernes favoritnummer på Giro 413?
- Præcis. Det er den plade, man sætter på. Vi kommenterer ikke på spekulationer om spillere ind og ud af klubben, siger han.
- Når der er noget konkret at melde ud, så melder vi det ud.
Emil Larsen har dog meldt ud flere gange, at han ønsker at prøve noget nyt og ikke vil følge med nedrykkerne ned i 1. division. Lyngbys topscorer i den forgangne sæson er desuden tidligere sat i forbindelse med HSV og FC København.
Dermed må Lyngby med stor sandsynlighed indstille sig på, at kampen om at rykke op igen til det fine selskab bliver uden den målfarlige kant.
- Han er jo helt indlysende et stort salgsemne, så det er en virkelighed, vi forbereder os på, hvis det skulle ske, men jeg er generelt meget tryg ved den trup, vi har nu, siger Niels Frederiksen.
- Der er ingen tvivl om, at den nye 1. division med bare 12 hold, hvoraf halvdelen operer med fuldtidsproffer på en eller anden måde, bliver den mest tætte 1. division nogensinde, siger han.
Lyngby åbner hjemme mod FC Fyn 29. juli, og de kongeblå ventes at blive en del af et felt med Vejle Boldklub Kolding, HB Køge, FC Vestsjælland og Fredericia, der skal spille om oprykning.







