Nicklas Bendtner landede onsdag formiddag i Italien. Her venter der en skideballe af de helt store fra hans klub Juventus
Den danske del af Nicklas Bendtners mareridt er nu foreløbigt et overstået kapitel. Tirsdag morgen hoppede Bendtner og kæresten Julie Zangenberg på et fly i Københavns Lufthavn. To timer senere landede de i Malpensa Lufthavn få kilometer udenfor Milano.
SE BILLEDERNE: Zangenberg støtter Bendtner i Italien
Sporten.dk var til stede i ankomsthallen, da en betuttet Bendtner landede på italiensk jord. Med briller og pjusket hår var den skandaleramte angriber svær at kende, og lige så svær var han at slå et ord af.
- Jeg har ikke noget at sige i dag, var de eneste ord fra Bendtner, der tirsdag blev dømt for spirituskørsel, efter han i weekenden blev anholdt i Indre København, mens han kørte mod færdselsretningen med en promille på 1,75.
Bendtner og Zangenberg, der ikke veg fra kærestens side, blev hentet i Milano af en chauffør fra Juventus, der førte de to ud i en parkeret Jeep. Herfra kørte selskabet de 150 kilometer mod Torino, hvor Bendtner bor og Juventus hører hjemme. Nicklas Bendtner, der efterhånden har haft utallige uheldige epioseder bag et rat, holdt sig troligt på bagsædet.,
I Torino venter der Nicklas Bendtner en skideballe af de helt store. Klubben er ikke bare rasende over hans spirituskørsel, der går stik imod værdierne i den ærekære italienske mesterklub. Sportsdirektør Giuseppe 'Beppe' Marotta er rødglødende over manglende informationer fra Bendtner og hans folk. Angriberens lejr informerede ikke Juventus om spirituskørslen, som de måtte høre fra anden side. Det samme var tilfældet med anklageskriftet og Bendtners promille efter byturen i København.
Herudover valgte Bendtner - uden at cleare det med sin klub - at tale til den danske presse efter tirsdagens domsafsigelse. En domsafsigelse, der koster ham 842.000 kroner i bøde og tre år uden kørekort.
Bendtners valg om at udtale sig passer på ingen måde ind i Juventus' politik om, at ingen spillere udtaler sig uden klubbens vidende og tilstedeværelse. Da slet ikke i en kontroversiel sag som denne.
Derfor er Marotta og den øvrige ledelse så vrede, at Nicklas Bendtner i yderste konsekvens risikerer en fyreseddel nu hvor han efter mange uger i København, er tilbage i Italien.
SE BILLEDERNE: Zangenberg støtter Bendtner i Italien
Bendtners danske mareridt er altså indtil videre et overstået kapitel. Nu kan et italiensk et af slagsen begynde.









