Efter længere tids spekulation har Klaas-Jan Huntelaar valgt at forlænge sin kontrakt med den tyske klub, så den løber frem til 2015.
Så blev det jul i Gelsenkirchen. Klubbens hollandske målmaskine, Klaas-Jan Huntelaar, har sat sin underskrift på en tre-årig kontraktforlængelse med Schalke 04.
Huntelaars underskrift sætter dermed en stopper for flere måneders neglebideri blandt klubbens mange fans. Angriberens kontrakt stod nemlig til at løbe ud til sommer, og derfor har hans navn været flittigt nævnt på rygtebørsen de seneste måneder.
- Jeg har tænkt længe og grundigt over denne beslutning, og jeg er meget taknemmelig for, at de ansvarlige i Schalke 04 har givet mig så meget betænkningstid. Men nu har jeg truffet den beslutning, som jeg havde den bedste mavefornemmelse ved, siger Huntelaar til Schalke 04’s hjemmeside.
- Jeg har altid følt mig godt tilpas i Schalke og afholdt af klubben og fansene. Og jeg tror på det her hold og på, at vi stadig kan nå en masse i den sidste halvdel af Bundesliga-sæsonen. Og så er vi selvfølgelig ikke chanceløse i de kommende Champions League-ottendedelsfinaler mod Galatasaray.
Den hollandske angriber blev Schalkes topscorer i sidste sæson med 29 Bundesliga-fuldtræffere, og også i denne sæson er Huntelaar holdets topscorer.
Tipsbladet









