På et mål af César Santin vandt FCK 1-0 over OSC Lille, og københavnerne tog dermed et stort skridt mod Champions League.
FCK er langtfra i Champions League endnu, men de danske sølvvindere tog et skridt på vejen tirsdag aften, da holdet hjemme vandt 1-0 over franske OSC Lille.
Det startede ellers ikke alt for godt for københavnerne, da Bryan Oviedo efter et kvarters spil begik et klodset straffespark på den tidligere Chelsea-spiller Salomon Kalou.
Dimitri Payet skulle eksekvere fra 11-meter-pletten, men FCKs svenske målmand, Johan Wiland, reddede forsøget fra den franske landsholdsspiller.
Redningen gav FCK fornyet tro på opgaven, og syv minutter før pausen lykkedes det så at score det vigtige føringsmål. Thomas Kristensen erobrede bolden, Lars Jacobsen strøg afsted i højresiden, og den danske landsholdsback sendte et indlæg ind i panden på César Santin, som headede bolden i kassen.
Føringen holdt til pausen, og selvom Lille-spillerne blev mere nærgående i 2. halvleg, forblev det 1-0 til FCK.
Det er ganske vist en spinkel føring, men i europæisk sammenhæng er den ikke så dårlig endda, for hvis det lykkes at score et mål i Frankrig for FCK, skal Lille lave tre mål for at gå videre p.g.a. reglen om udebanemål i tilfælde af lighed.










