César Santin sørgede med to mål i første halvleg for sejr til FC København over FC Vestsjælland i pokalturneringen.
11 kampe i denne sæson havde FCK vundet inden onsdagens pokalkamp i Slagelse, men ingen af dem med mere end to mål.
Tallet kan så forhøjes til 12, for de danske mestre vandt 2-0 efter to mål af César Santin.
Det første mål faldt efter en god halv time efter opspil i FCKs venstre side. Bryan Oviedo sendte bolden ind til César Santin, som passerede Thomas Mikkelsen i FC Vestsjællands mål med et fladt skud.
Fem minutter før pausen faldt scoringen til 2-0 efter gennembrud af Morten Nordstrand i FCKs højre side. César Santin var omgivet af fire modstandere, men brasilianeren søgte godt frem til afslutningen, og bolden lå perfekt fra Nordstrand.
2-0 holdt til pausen, og det blev også slutfacit, selvom FCK havde adskillige muligheder for gennembrud og flere mål mod et vestsjællandsk forsvar, der bestemt ikke havde Superliga-klasse.
Med sejren er FCK klar til ottendedelsfinalen i pokalturneringen, som klubben har vundet fire gange. Moderklubberne KB og B1903 har vundet turneringen henholdsvis en og to gange. FCKs sidste triumf ligger tilbage til 2004.
I aftenens øvrige kampe måtte Silkeborg ud i forlænget spilletid for at vinde over Randers FC fra 1. division, og der var også sejre til Hobro, Viborg, Sønderjyske og FC Roskilde.









