Se hvem Ariël Jacobs har valgt at satse på til aftenens skæbnekamp mod Club Brügge.
Ariël Jacobs starter med en enkelt angriber på toppen, når FCK skal forsøge at sikre sig avancement til sidste og afgørende playoff-runde inden Champions League-gruppespillet.
Unge Andreas Cornelius er således bænket fra start. Måske en fornuftig disposition, når Club Brugge har bebudet, at de kommer med 110 i timen på hjemmebanen.
Omkring Jan Breydel Stadium summer det lige nu af liv. Folk har i timevis drukket øl og spist mad på udendørsbarerne, der omgiver stadion i parcelhuskvarteret Sint-Andries.
FC København har et par hundrede fans med til Brugge, og de laver pænt med larm under opvarmningen, som spillerne er i gang med lige nu.
Stadion er - her et kvarter før kampstart - langt fra fyldt, men det forventes, at det 29,500 mand store stadion vil blive pænt fyldt op. Stadion er intimt og kan nemt skabe en heksekeddel for nu at bruge den slags klicheer.
To af FCK'erne i dagens startopstilling har prøvet at slå Club Brugge på Jan Breydel Stadium. Det drejer sig om Thomas Kristensen og César Santin.
Her er aftenens startopstillinger:
Club Brugge (4-3-3): Kujovic - Hoefkens, Donk, Larsen, Jordi - Zimling, Blondel, Odjidja - Meunier, Tchité, Refaelov.
FC København (4-5-1): Wiland - Jacobsen, Ottesen, Sigurdsson, Oviedo - Bolaños, Kristensen, Claudemir, Vingaard, Jørgensen - Santin.
Kampstart er klokken 20.30.









