I Danmark snakker alle om den historisk drabelige bundkamp i Superligaen, men Premier Leagues ditto er helt vanvittig.
I dag løber 38. og sidste runde af årets turnering af stablen, og hele fem hold skal kæmpe for at undpå de to pladser, som skal ledsage West Ham ned i The Championship. Og der er blot ét point mellem John Faxe Jensens Blackburn på 15. pladsen og Wigan på 19. pladsen.
Det kan altså ikke blive andet end drabeligt, når alle holdene kl. 17 går ind til det, der kan blive deres sidste PL-kamp i minimum et år. Men hvad nu hvis der kommer til at stå fire hold på 40 point, når klokken slår 19, og hvem rykker så ned?
På forhånd står Blackburn og Wolverhampton med de bedste kort på hånden, da de er på 40 point og dermed et point foran de øvrige. Men netop de to klubber mødes på sidstnævntes hjemmebane, og en sejrherre her vil altså være sikker på overlevelse.
Spiller de uafgjort, kan de tage hinanden i hånden ned i næstbedste række, hvis Wigan, Blackpool og Birmingham vinder deres kampe, mens en eventuel taber af Wolverhampton - Blackburn skal sætte deres lid til de tre andres modstandere.
Og her er måske noget optimisme at hente. Blackpool skal en tur til Old Trafford, hvor Sir Alex og co. ganske vist ikke har noget at spille for, da mesterskabet er hjemme, men der bliver holdt øje med, om de hviler deres bedste spillere. Det vil Premier League nemlig ikke tillade af hensyn til fairness i bundkampen.
Birmingham skal en tur til Tottenham, som skal bruge en sejr for at være sikker på at holde Liverpool bag sig i kampen om 5. pladsen, der giver adgang til næste sæsons Europa League, og derfor er det utvivlsomt et top-tændt Tottenham.mandskab, der venter Birmingham.
Wigan, som på forhånd er dårligst placeret af de fem hold, har på papiret den nemmeste opgave, da de gæster Stoke, som intet har at spille for og lige har tabt FA Cup-finalen.
Skulle vi ende med at have fire hold på 40 point, skal målscoreren afgøre det, og her er det meget tæt – kun Blackburn har på den konto et egentligt forspring. Stillingen i bunden ser ud som følger:
15. Blackburn 40 point -14 i målscore
16. Wolverhampton 40 point -19 i målscore
17. Birmingham 39 point -20 i målscore
18. Blackpool 39 point -21 i målscore
19. Wigan 39 point -22 i målscore
20. West Ham 33 point -24 i målscore








