Fernando Torres har været alt andet end træfsikker, efter han skiftede fra Liverpool til Chelsea. Andy Carroll har haft samme vanskeligheder med at få bolden i nettet, siden han skiftede fra Newcastle til Liverpool, men hvor ringe har de dyrt indkøbte spillere egentlig været?
Da Fernando Torres i 2011 skiftede til Chelsea, betalte klubben 58, 5 millioner euro, eller det der svarer til omkring 435 millioner kroner for den spanske angriber.
Liverpool betalte samme år 41 millioner euro svarende til 304 millioner kroner for Andy Carroll, der viste lovende takter i Newcastle.
Der er ingen tvivl om, at de to angribere har leveret langt under forventning, men hvis man ser på tallene fra soccerway.com, hvor slemt står det så til for de to angribere?
Fernando Torres har spillet 1688 minutter for Chelsea og har kun scoret tre gange i Premier League og bruger i gennemsnit ca. ni timer per mål.
Andy Carroll har spillet 1585 minutter for Liverpool i den bedste engelske række, og han har scoret fire mål. Han bruger i gennemsnit ca. 6,5 timer per mål.
Ikke ligefrem to fantastiske gennemsnit, og det ser ikke meget bedre ud i pokalturneringer og europæiske kampe.
Fernando Torres har brugt 602 minutter på at score to mål i Champions League. Det svarer til lidt over fem timer i gennemsnit.
Andy Carroll har ikke spillet Champions League, men han har været med i to kampe for Liverpool i Europa League. Det har givet ham 123 minutters spilletid, hvor han endnu ikke har scoret.
Fernando Torres har scoret nul mål i 178 minutters pokalfodbold, mens Andy Carroll har scoret to mål i 341 minutters pokalfodbold.
Carroll får mulighed for at gøre noget ved sit snit allerede onsdag, når Liverpool tager imod Manchester City. Torres må vente, til Chelsea møder Queens Park Rangers på udebane lørdag.








