Giuseppe Rossi skifter Villarreal og Spanien ud med den italienske Serie A og Fiorentina.
Villarreal rykkede i sommer højst overraskende ned fra La Liga, og spiller nu for en hurtig oprykning. Men klubbens stjernespiller Giuseppe Rossi kommer ikke til at opleve Segunda Division. Dels har Rossi været ude med en slem skade siden april, og nu er det så blevet offentliggjort, at han skifter til Fiorentina.
- Fiorentina og Villarreal bekræfter, at de er nået til enighed om en transfer for Giuseppe Rossi, skriver Fiorentinas officelle kanal, violachannel.tv
At Giuseppe Rossi ikke fortsætter i Villarreal, er ikke nogen stor overraskelse. Således var Rossis agent, Federico Pastorello, allerede i sommer i gang med at sondere markedet, hvilket afstedkom åbne frierier til de fleste topklubber i Serie A.
Nu er det så endelig lykkedes Rossi at finde en ny klub, idet Fiorentina altså for fremtiden skal nyde godt af den amerikanskfødte italiener.
Giuseppe Rossi nåede at score 82 mål i 192 kampe i sine fem-et-halvt år hos Villarreal.
tipsbladet.dk









