Wayne Rooney fik for et par uger siden en forstrækning under en træningssession. Nu trækker skaden ud.
Wayne Rooney og Robin Van Persie har i dette efterår dannet et frygtindgydende makkerpar. Fart, teknik og dødelige afslutninger var alle givne på forhånd, men spilforståelsen de to imellem har ligeledes været forrygende. Til sammen har de tre lavet 23 kasser og 13 assists og makkerparret er altså i den grad medvirkende til Uniteds flotte sæsonstart.
Men Van Persie må undvære Rooney i endnu et par uger. Englænderen pådrog sig en forstrækning til træning kort før opgøret mod Newcastle 2. juledag, og nu må hans comeback altså udsættes.
- Det er en overraskelse, for vi regnede med han ville være tilbage i træning nu, udtaler Sir Alex Ferguson til et pressemøde fredag.
Derfor tyder alt på at Rooney misser kampen mod formstærke Liverpool d. 13. januar. Desuden kan angrebs-esset heller ikke deltage i lørdagens FA-cup opgør mod West Ham.
Både den serbiske forsvarer Nemanja Vidic og Phil Jones forventes klar til FA-cup kampen, mens Darren Fletchers deltagelse afhænger af banens tilstand, der i de seneste kamp har set noget tung ud, hvilket ikke gavner Fletchers nuværende fysiske situation, lyder forklaringen fra Alex Ferguson.









