Wayne Rooney har kun lovord, når det angår Robin van Persie, der allerede har tage Manchester United med storm.
Robin van Persie har været en øjeblikkelig succes i Manchester United. Hollænderen har taget målstøvlerne med fra London og Arsenal til Manchester, og han nægter at stoppe med at score.
Det sætter holdkammeraterne pris på, og derfor er det næppe nogen overraskelse, at Robin van Persie er blevet integreret med lynhast hos sine tidligere rivaler. Wayne Rooney er da også svært begejstret for sin angrebsmakker.
- Jeg synes, at han er fantastisk for holdet. Han er vores talisman. Han har en kølighed over sig, han holder godt på bolden og bringer andre i spil. Vi skal sørge for at have spillere omkring ham, siger Rooney til The Independent.
Robin van Persie har allerede nettet 11 gange i 14 optrædener for Manchester United - senest i onsdagens Champions League-sejr over Braga, hvor han fangede målmanden på mellemhånd. Bare et af mange mål fra repertoiret, og det skyldes følge Rooney en omlægning af van Persies stil.
- Hans seneste sæson i Arsenal var hans bedste, hvad angår scoringer. Han ændrede sit spil for at komme i bedre målscorings-positioner. Han er åbenlyst en fantastisk afslutter. Han er stærk og kan holde på bolden. Han er en fantastisk spiller og en god mand at have i truppen, siger Rooney.
tipsbladet.dk









