Real Madrids backspiller Pepe tiltrak sig igen uheldig opmærksomhed i onsdag aftens Copa del Rey-kvartfinale mod Barcelona.
Omkring midtvejs i anden halvleg af opgøret blev Lionel Messi nedlagt på Real Madrids banehalvdel, og herefter så det mistænkeligt meget ud som om, at Pepe bevidst trådte den argentinske boldkunstner over fingrene.
Det fik nærmest Twitter og Facebook til at eksplodere med hadske kommentarer mod Pepe, og selv Manchester United-stjernen Wayne Rooney sendte en svada afsted mod portugiseren.
- Pepe, sikken en idiot, skrev Rooney således på sin Twitter-profil kort tid efter hændelsen.
Men Rooney er ikke den eneste, der har udtrykt forargelse over Pepes handlinger på banen. Også kommentatorer, journalister, fodboldfans og naturligvis FC Barcelonas spillere har pustet til ilden omkring den iltre portugiser.
- Vi prøver at have en god attitude på banen. Nogle klubber opfører sig pænt, og andre gør ikke. Jeg fatter det ikke, sagde Barcelona-spilleren Andres Iniesta i mixed zone efter kampen.
Umiddelbart har Real Madrids spillere og træner Jose Mourinho ikke været meget for at kommentere, men Mourinho har trods alt leveret et enkelt pip til forsvar for sin landsmand.
- Jeg må se billederne, før jeg dømmer. Hvis han gjorde det med vilje må vi se, hvad der skal ske, men han gjorde det fantastisk for holdet, lød det således fra Mourinho på pressemødet efter kampen.
Ikke desto mindre tabte Real Madrid 1-2 på hjemmebanen Santiago Bernabeu selvom Cristiano Ronaldo havde bragt hovedstadsklubben foran efter bare 11 minutter. Carles Puyol og Eric Abidal scorede målene for Barcelona.








