Ajax og Christian Eriksen ydmyget med 4-1 i egen arena af Ronaldo og kompagni.
Real Madrid har udviklet sig til noget nær en angstmodstander for Ajax Amsterdam.
Det ændrede sig ikke det mindste, da Real Madrid hentede endnu en overbevisende sejr mod Christian Eriksen og kompagni.
Reelt var der tale om en grundig "efterårsrengøring", da madrilenerne som en olivengrøn tornado kørte Ajax rundtossede i Amsterdam Arena.
Det kunne være blevet til meget mere end det ene mål, Cristian Ronaldo med en behersket inderside satte ind kort før pausen. Indtil da var den hollandske traditionsklub blevet udspillet efter noder og skilt ad i en grad, som må have gjort ondt langt ind i selvfølelsen hos Ajax.
To gange Christian, med efternavn Poulsen og Eriksen, sørgede for et dansk islæt hos værterne. Men hverken den nytilkomne danske skraldemand på Ajax-midtbanen eller den hysterisk højt besungne landsholdskreatør, formåede at tage kampen op mod det superstjernespækkede spanske mandskab. Christian Poulsens en gang så uopslidelige motor virker efterhånden som om samtlige ventiler er tilsodede og mangler kraft.
I takt med en let aflæselig boldomgang fra den danske midtbanedefensiv, er fejlafleveringerne også taget til. På den baggrund var det logisk, Poulsen måtte se sig skiftet ud midtvejs i anden halvleg efter en temmelig bleg præstation.
Christian Eriksen virkede i lange periode af opgøret mod Real Madrid akkurat så letbenet og gennemsigtig som han også har været på det danske landshold. Nemt er det da heller ikke at have en markør som Michael Essien på nakken. Men det ændrer ikke ved, at Eriksen stadig virker ramt på selvtilliden og sjældent forsøger at række ud efter stjernerne med et talent, der for bare et par år siden lovede så meget.
Da Karim Benzema fordoblede Real Madrids føring til 2-0 umiddelbart efter pausen med et blæret saksespark, lugtede det af sammenbrud for Ajax. Men Niklas Moisander fik på noget nær hjemmeholdets eneste mulighed fik reduceret til 1-2 og dermed sørgede for første scoring mod de spanske mestre i fem forsøg, kom der betydeligt mere liv og jævnbyrdighed ind i kampen i de mest seværdige fase.
Solisten Real Madrid virkede periodisk som et hold, der kunne risikere et dumt, dumt pointtab.
Men så tog Ronaldo igen fat med et par solistpræstationer, som på to minutter lukkede og slukkede for efterårsrengøringen på Amsterdam Arena til det ciffermæssigt passende slutresultat 1-4.
Med den ventede sejr over Ajax har Real Madrid også taget teten i den ellers højeksplosive gruppe D. Der er stadig detaljer at rette på for mestertræner José Mourinho, men et hold, der kan producere chancer på samlebånd og orkestrere de skarpeste kontraangreb i international fodbold, kan også vinde Champions League.









