Levante chokstartede men Ronaldos hattrick sikrede 4-2 sejr og 10 points forspring ned til Barcelona
De har lidt. De har grædt. De har beklaget sig. Tre år i skyggen af FC Barcelona har gjort ondt på Real Madrid.
Men nu kan man skimte enden af regnbuen, og der ligger det spanske mesterskab og venter. 16 runder resterer der fortsat i den spanske liga, men Real Madrid øgede søndag aften forspringet ned til Barcelona til ti point, og det ligner en føring, som José Mourinhos mandskab ikke smider væk.
Med Barcelonas 3-2 nederlag til Osasuna lørdag aften var der lagt op til en festaften på Santiago Bernabeu, da Levante besøgte Reals fæstning. Men Levante slog øjeblikkeligt fast, at de ikke var kommet til Madrid for at lægge sig ned. Efter blot fire minutter havde gæsterne bragt sig i front i en situation, hvor Real Madrids Sergio Ramos ikke så for heldig ud.
Men så tog Cristiano Ronaldo fat og leverede et show fra den øverste hylde. Først scorede han på et straffespark, hans tiende på straffe ud af 27 mål i sæsonen, og i anden halvleg afgjorde han alene kampen med to yderligere scoringer. Især det sidste mål var en perle med et skud udefra, der dykkede helt vildt og snød Levante-keeperen.
Levante nåede at få lidt ekstra spænding ind i kampen med en 3-2 scoring fra Kone, men udeholdet havde fået smidt en mand ud ved straffesparket i slutningen af første halvleg og var på en umulig opgave i jagten på en udligning. Sejren blev også en realitet, da Reals franske stjerne Benzema lukkede kampen med en ren FIFA computerspils-scoring.
Real Madrid tog med sejren et måske afgørende ryk væk fra Barcelona, der får svært ved at hente ti point. Barcelona har endda Valencia og Atlético de Madrid i de to næste kampe, mens Reals svære kampe først ligger i marts.
Real Madrid har hidtil vundet 19 ud af 22 ligakampe, spillet en enkelt uafgjort og tabt to, og så har de scoret massive 75 mål.








