Dennis Rommedahl vil have to år. Ajax vil kun give ham et. Og hans kontrakt udløber om godt en måned.
Om godt en måned er Dennis Rommedahl arbejdsløs, med mindre han til den tid har skrevet under på en ny kontrakt med Ajax Amsterdam eller en helt anden klub. Hans kontrakt med den hollandske storklub udløber nemlig med udgangen af juni, og endnu mangler parterne at komme overens på nogle af de helt grundlæggende præmisser.
- Vi har snakket sammen, men vi er ikke enige endnu. Jeg vil selvfølgelig gerne tjene så meget som muligt, og så vil jeg gerne blive i klubben så længe som muligt. Jeg kunne have sagt fire år, men for at være realistisk, har jeg bedt om en to-årig kontraktforlængelse. Klubben har så en ny politik om, at den kun skriver et-årige kontrakter, når spillerne når op i alderen, og eftersom jeg er 31 år og den ældste spiller i truppen, så er jeg oppe i alderen. Det forstår jeg på sin vis godt, for klubben vil gerne spare nogle penge, men nu må vi se, hvordan det ender, siger Dennis Rommedahl.
I morgen tager han og landsholdskammeraterne til Sydafrika og kommer ikke hjem før meget tæt på Dennis Rommedahls kontraktudløb – eller måske endda efter, hvis Danmark går videre til kvartfinalen. Alligevel tager han situationen afslappet.
- Jeg kan sige det meget kort: Om 35 dage udløber min kontrakt, og så er der ikke flere penge. Nej, mon ikke vi finder ud af noget, ellers må jeg jo begynde at kigge mig om efter andre klubber. Jeg har valgt at være loyal over for Ajax ved at sige, at jeg gerne vil snakke med dem først. Jeg vil gerne blive i Holland, og jeg vil gerne spille på højeste niveau, og så er Ajax jo ret passende, siger Dennis Rommedahl, der viser loyalitet, selvom det ikke er meget mere end et år siden, han blev smidt af holdet under den daværende træner Marco van Basten.
- Det går hurtigt i fodbold, og situationen i sidste sæson var politisk. Træneren ville kun bruge unge spillere, og han havde nok håbet, at jeg ville forsvinde, hvis han ikke lod mig spille. Den nye træner (Martin Jol, red.) går op i at vinde kampe. Van Basten er den første træner, jeg har haft, der ikke kunne se mine kvaliteter, og det er anderledes med Jol, siger Dennis Rommedahl.








