Den første tid som Premier League-spiller var hård for Winston Reid
Den første uge i England ønskede Winston Reid, at han var hjemme i de kendte rammer i Herning.
- Det var i det hele taget hårdt at komme væk fra FCM og alt det, jeg var tryg ved. Holdkammerater, trænere, alt det omkring klubben. Det var hårdt i den første uge, men så var det klaret, siger Winston Reid til FCM TV.
- Det var ikke så meget det fysiske, der var hårdt. Det var mere det mentale. Pludselig stod jeg helt alene, væk fra alle jeg kender. Der var nogle ting, jeg ikke var tryg ved. Men nu er jeg kommet på plads derovre, og det går bedre nu, uddyber Reid.
Den første tid i West Ham har budt på masser af spilletid til dansk-kiwien.
- Jeg havde ikke regnet med at komme så meget med. Jeg troede, jeg skulle bruge et par uger på at komme godt i gang. Men træneren tror på mig og mine kvaliteter og det er jo rart, forklarer Winston Reid.
Eks-FCM'eren har allerede mærket noget til den kontante engelske disciplin, fortæller han. Nederlaget til Manchester United betød, at truppen fik inddraget sine fridage.
- Der røg lige to fridage, fordi vi tabte til United, forklarer Reid, der var hjemme i Danmark for at deltage i dåben af Dennis Flintas barn.









