Det er ikke sikkert, det bliver i år, men Manchester Citys mange penge vil give dem et mesterskab, mener Tottenham-manager Harry Redknapp.
- De kan jo købe nærmest hvemsomhelst, siger manageren for Tottenham Hotspur, Harry Redknapp, om rivalerne fra Manchester City.
- Jeg tror virkelig på, at de kan vinde et mesterskab. Hvis de kan blive ved på denne måde, og ejeren bliver ved med at være involveret - og han virker jo ganske ivrig - så kan de i løbet af de næste par år eller tre vinde Premier League, siger Harry Redknapp ifølge BBC.
Manchester City har inden denne sæson købt Yaya Touré (FC Barcelona), Jerôme Boateng (Hamburger SV), Aleksandar Kolarov (SS Lazio) og David Silva (Valencia).
I sidste sæson købte klubben bl.a. Roque Santa Cruz (Blackburn Rovers), Gareth Barry (Aston Villa), Carlos Tevez (Manchester United), Emmanuel Adebayor og Kolo Touré (begge Arsenal). Holdet blev nummer fem i Premier League.
Manchester City har ikke vundet mesterskabet siden 1968. Sidste titel er Liga Cup'en i 1976.








