Real Madrid vandt en smal sejr på 1-0 ude over Real Sociedad og er indtil videre på førstepladsen i Primera Division.
Real Madrid var lørdag på besøg i Baskerlandet, og uden for alvor at overbevise lykkedes det for de kongelige madrilenere at tage tre point med til hovedstaden takket være en sejr på 1-0.
Det begyndte fint for José Mourinhos tropper, da de kom foran efter ti minutters spil ved Gonzalo Higuain.
Portugiseren Fabio Coentrao tryllede ude på Real Madrids venstrekant, sendte en god aflevering i dybden ind i straffesparksfeltet, hvor argentinske Higuain fik fat i bolden og chippede den over Real Sociedads målmand, Claudio Bravo, til 1-0.
Samme Claudio Bravo præsterede flere flotte redninger senere i første halvleg, som forhindrede Real Madrid i at gå til pause med en større føring.
Anden halvleg blev en rodet forestilling - ja, efter Real Madrid-standard spillede gæsterne faktisk ikke særligt godt - og samtidig lykkedes det for Real Sociedad at teste Iker Casillas i Real Madrids mål et par gange. Men her demonstrerede Casillas stor klasse og viste, hvorfor han også vogter målet for det spanske landshold.
Lørdag aftens sene forestilling i San Sebastian sluttede således med en sejr på 1-0 til Real Madrid, som dermed overrtager førstepladsen i Primera Division - i det mindste indtil søndag, hvor ubesejrede Levante skal en tur til Pamplona for at møde Osasuna. Vinder Levante her, er sensations-mandskabet tilbage på førstepladsen.
FC Barcelona er ligeledes ubesejrede efter 5-0 hjemme over Real Mallorca tidligere lørdag, men holdet er alligevel et point efter ærkerivalerne fra Real Madrid.








