En Real Madrid-spiller er blevet arresteret efter at være kørt galt. En ung kvinde blev dræbt ved ulykken.
Real Madrid-spilleren Marcos Alonso er blevet arresteret efter at have været involveret i en ulykke, hvor en ung pige blev dræbt.
Marcos Alonso er for tiden udlejet af Real Madrid til Bolton Wanderers, men ulykken fandt sted i Madrid. Den skete mandag morgen, efter at Marcos Alonso havde festet med vennerne.
Han mistede herredømmet over bilen - en gammel BMW, som hans bedstefar ejer - på den våde vej og kørte den ind i en mur. En 19-årig kvinde var blandt passagerne i bilen. Hun brugte ikke sikkerheds-sele, og hun døde på hospitalet af de kvæstelser i hovedet, som hun pådrog sig ved ulykken.
Der blev taget en spiritus-prøve på Marcos Alonso, som viste, at han havde en alkohol-promille på 0,45. Den tilladte alkohol-promille i Spanien er 0,25. Han er arresteret og venter på en advokat.
Marcos Alonso slap selv uskadt fra ulykken, men tre andre passagerer - to mænd og en kvinde - er fortsat indlagt. Deres tilstand er dog ikke livstruende.
Marcos Alonso er 20 år, og både hans far og bedstefar - der begge ligeledes hedder Marcos Alonso - har været professionelle fodboldspillere.








