Kongeklubben fik kun 2-2 hjemme på Santiago Bernabeu mod Espanyol.
Real Madrid skulle her til aften forsøge at udnytte, at en af de to topklubber, Barcelona og Atletico Madrid, ville tabe point, når de mødes senere på aftenen på Camp Nou, da de tog imod Espanyol på Santiago Bernabeu. Men den mulighed udnyttede de ikke. Helt sensationelt formåede Espanyol at få point med hjem fra den spanske hovedstad efter en kamp, der endte 2-2.
I første halvleg havde hjemmeholdet svært ved at få spillet til at hænge sammen, men alligevel var det noget overraskende, at det blev Espanyol, der skulle score kampens første mål. Efter en halv times spil blev Sergio Garcia sendt afsted mod Casillas i Real Madrid-målet, og angriberen fejlede ikke, men sparkede den køligt over i det lange hjørne med højrebenet. 1-0 til Espanyol.
Præcis som tilskuerne på Bernabeu var begyndt at indstille sig på en pauseføring til udeholdet, dukkede Cristiano Ronaldo op og udlignede. Portugiseren fik sidste fod på et indlæg og sendte bolden med undersiden af foden i nettet til 1-1.
Og blot minutter efter at anden halvleg blev fløjtet igang, var den gal igen i Espanyol-forsvaret. Cristiano Ronaldo stak en aflevering ind i feltet til en fremadstormende Fabio Coentrao, der overrumplede Espanyols forsvar med sit løb og sendte bolden i mål til 2-1.
Herefter satte Real Madrid sig mere markant på spillet, end de havde gjort i første halvleg og skabte flere gode chancer.
Men til trods for Real Madrids spillemæssige overtag var det Espanyol, der med to minutter igen skulle sende bolden i nettet til 2-2. Bolden havnede lidt tilfældigt for fødderne af Juan Albin i Real Madrids felt efter en dødbold. Den indskiftede angriber satte indersiden på og dirigerede bolden ind bag Iker Cassillas.
Mere blev der ikke scoret i kampen, og Real Madrid bliver dermed sat endnu længere tilbage i kampen om det spanske mesterskab. Holdet kan efter dagens resultat rykke hele 13 point efter Barcelona, hvis catalanerne slår Atletico Madrid senere på aftenen.
tipsbladet.dk






