FCM nedlægger protest over det mystiske røde kort til Morten 'Duncan' Rasmussen. Det siger træner Glen Riddersholm.
- Jeg er målløs over det der forgår.
FCMs træner Glen Riddersholm var i chok over det røde kort, Morten 'Duncan' Rasmussen fik i Europa League-playoffkampen mod schweiziske Young Boys i Herning torsdag aften. Ovenstående sætning udtalte han kort efter kampen til TV3 Plus.
Det røde kort kom resolut op af den russiske dommers lomme, lige efter han havde vist 'Duncan' et gult kort. Det besynderlige er, at den danske angriber kun havde været på banen i otte minutter og tilsyneladende ikke fået et gult kort tidligere. Altså ser det ud til, at han fik et rødt kort som følge af et gult kort nummer to, der egentlig var det første han fik.
FC Midtjylland var bagud 0-1, da det røde kort faldt, men tabte 0-3.
- Det er en utrolig ærgerlig følelse. Duncan er lige kommet ind og får et gult kort og så giver dommeren ham det røde kort. Det er et afgørende tidspunkt og ødelægger vores chancer for at komme tilbage, sagde Riddersholm, som blev spurgt, om FCM vil nedlægge protest over hændelsen.
- Ja, det vil vi, svarede han.
FCMs tidligere sportschef Jens Ørgaard var også vidne til hændelsen.
- Dommeren gav ham kun ét gult kort, men sendte alligevel 'Duncan' ud. Da dommeren kom ud til trænerbænken hævdede han, at Duncan havde fået to advarsler, fortæller Ørgaard til sporten.dk.










