Zdenek Pospech og Mainz 05 var bagud 0-1 mod William Kvist og VfB Stuttgart, men de endte med at vinde 3-1.
Zdenek Pospech trak sig sejrrigt ud af dysten med sin tidligere klubkammerat i FC København, William Kvist, da Mainz 05 tog imod VfB Stuttgart i Bundesligaen.
I første halvleg var Mainz 05 tæt på at komme foran, da der manglede ti minutter. Andreas Ivanschitz satte sig igennem og fik også passeret VfB Stuttgarts målmand, Sven Ulreich, men i allersidste øjeblik fik hollænderen Khalid Boulahrouz sparket bolden væk fra selve mållinien og ud af farezonen.
I stedet var det gæsterne fra Stuttgart, der kom foran fem minutter ind i 2. halvleg.
Martin Harnik brød igennem i udeholdets højreside, og hans indlæg fik den nationaliserede brasilianer, Jeronimo Cacau, ekspederet ind bag Mainz-keeper Christian Wetklo med en lang fod.
Mainz 05 har flere gange i denne sæson smidt føringer væk, men de kunne åbenbart bedre håndtere at komme bagud.
I hvert fald kom udligningen blot to minutter senere, da hjemmeholdets colombianske anfører, Elkin Soto, fandt den pågående nigerianer Anthony Ujah, som med hovedet sendte bolden ind bag Sven Ulreich.
Og efter et kvarters spil af anden halvleg var det pludselig Mainz-mandskabet, der var foran.
Dommer Guido Winkmann pegede på straffesparks-pletten, da mexicaneren Francisco Rodriguez med tilnavnet Maza gik i ryggen på hjemmeholdets Nicolai Müller - en lidt hård dom.
Det var Andreas Ivanschitz dog ret ligeglad med. Østrigeren dundrede bolden ind bag Sven Ulreich til 2-1.
Fire minutter senere scorede Anthony Ujah det mål, der skulle vise sig at blive kampens sidste, selvom hjemmeholdet måtte kæmpe med ti mand for sejren, da Eugen Polanski fik det røde kort.
På den front endte kampen dog uafgjort, da Maza til allersidst også fik marchordre for at svine dommer Wickmann til.
Sejren var den første i ni kampe for Mainz 05, og den betyder, at holdet fik lidt luft til bundholdene inden weekendens øvrige kampe.
VfB Stuttgart kunne med en sejr have indtaget en foreløbig andenplads i Bundesligaen, men de må nok se toppen fortone sig en anelse med fredagens nederlag.
Zdenek Pospech og William Kvist spillede iøvrigt begge hele kampen for deres respektive klubber, mens Mainz 05s danske spiller, Bo Svensson, ikke kom i aktion, da han har pådraget sig en knæskade.








