Så lykkedes det endelig for Portugal at score. Holdet vandt 2-0 over Sydafrika i en venskabskamp.
I tre VM-kvalifikationskampe i træk har Portugal spillet 0-0. Tirsdag aften lykkedes det at få brudt måltørken for Danmarks modstander i VM-kvalifikationen, da holdet vandt 2-0 over Sydafrika i en venskabskamp, som fandt sted i schweiziske Lausanne.
Portugal kom foran allerede efter tre minutters spil, da Bruno Alves fra FC Porto headede sit hold foran efter et hjørnespark.
Derefter fortsatte portugiserne med at dominere begivenhederne, og de kommende VM-værter måtte bruge mange kræfter på at løbe efter bolden i europæernes trekanter.
Tempoet faldt i anden halvleg - måske som følge af de mange udskiftninger, der altid er i den slags opgør.
Ikke desto mindre lykkedes det for Portugal at komme på 2-0 efter otte minutters spil, da sydafrikanske Lucas Twala lavede selvmål - hårdt presset af portugisernes Edinho.
Tre minutter senere kom dog det største jubelbrøl på stadion. Da blev Cristiano Ronaldo skiftet ind.
Sydafrika kom bedre med i slutningen af kampen, men Portugal havde ikke de store problemer med at forsvare sejren hjem.








