Angriberen er gået fra en månedsløn på 350.000 kroner til arbejdsløshed.
Frelseren. Den hjemvendte søn. Brøndbys redningsmand. Magic.
Peter Madsen fik mange positive ord med på vejen, da han i 2007 blev overtalt af Tom Køhlert og sportschef Anders Bjerregaard til at vende hjem til Brøndby.
Angriberen fik en femårig kontrakt, som samtidig gjorde ham til en af de bedst betalte Superliga-spillere. Omkring 350.000 kroner er hver måned gået ind på hans konto, men nu vil end ikke 1.divisionsklubben Lyngby tilbyde den tidligere lejesvend en aftale.
- Peter Madsen fortsætter ikke her. Kontrakten løb ud med slutningen af juni, og vi har besluttet os for at gøre noget andet, siger Lyngby-manager, Niels Frederiksen.
Han var ellers træneren, der var villig til at give Peter Madsen endnu en chance, efter først Tom Køhlert, Kent Nielsen og til sidst Henrik Jensen alle havde opgivet håbet om at få den tidligere landsholdsspiller op på det niveau, der i 2003 fik ham fra Brøndby til Bundesligaen efter 38 mål i 110 Superliga-kampe.
Allerede efter et halvt år hos Wolfsburg vendte klubben tommelfingeren nedad og afviste at købe Peter Madsen. Udfordringerne i Superligaen var dog for få, så Peter Madsen endte hos Bochum i sommeren 2003, hvor han til gengæld fik stor succes i sin første sæson.
Sammen med sin iranske angrebskollega Vahid Hashemian bankede Peter Madsen 29 af 57 mål ind, og Bochum endte på en flot femteplads. Peter Madsen scorede de 13 mål.
Sæsonen efter var det imidlertid slut, da Bochum rykkede ned. Herfra gik Peter Madsens karriere kun samme vej - nedad. Først forbi Köln, hvor han ikke scorede i 21 kampe, og derefter til Southampton, hvor han kun fik ni kampe og lavede to mål i Englands næstbedste række.
Tilbage i Brøndby fra 2007 blev Peter Madsen afprøvet på alskens offensive positioner, men magien forblev væk. Fem mål blev det til i 50 kampe, og til sidst gav klubben fra Vestegnen op, så han fra januar 2011 har været i Lyngby på en låneaftale frem til kontraktudløb 30. juni 2012.
- Vi diskuterede da frem og tilbage og på den ene eller anden måde, om Peter Madsen skulle fortsætte, men vi blev enige om, at det skulle være slut, tilføjer Niels Frederiksen.
Lyngby-manageren forklarer, at det har spillet ind i overvejelserne, at klubben er rykket ned i 1. division, og Peter Madsen også mere og mere er blevet distanceret af andre spillere i Lyngby.
- Det er klart, at hvis Peter Madsen havde spillet hver eneste gang, så havde beslutningen været anderledes. Nu spiller vi i 1. division, så vi skal tilpasse tingene.
34-årige Peter Madsen har tidligere udtrykt ønske om at prøve sig selv af som træner. Det er også en idé, der er vendt med Niels Frederiksen.
- Han har prøvet så meget, og som spiller har han en god teknisk forståelse. Og så er han en god og rolig fyr, som, jeg tror, kunne være god i den funktion. Det kræver lidt overblik, og det synes jeg bestemt, han har. Jeg har drøftet trænergerningen med ham - ikke nødvendigvis i relation til vores klub, men jeg vil heller ikke udelukke det på i sigt i forhold til vores trup, siger Niels Frederiksen.
Sporten.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra Peter Madsen om hans planer for fremtiden. Lyngby Boldklub tilføjer, at det er en mulighed, at Peter Madsen søger ind på jura-studiet.







